Stednavne i kontakt

I Norge tænker vi gerne norsk som det officielle sprog med bokmål og nynorsk som skrevne manifestationer. Men faktisk er det ikke det eneste officielle sprog her. Derudover er de tre samiske urfolksprog lulesamisk, nordsamisk og sørsamisk samt minoritetsprogene kvensk, romanes, romani og tegnsprog officielle sprog i Norge.

Et sprog tænkes gerne som en selvstændig størrelse der eksisterer i sig selv, men alle sprog er til stadighed i kontakt med andre sprog. Dels er der kontakten fra store indflydelsesrige sprog, som vi ser fra engelsk i dag, og dels er der den daglige kontakt mellem personer i to- og flersproglige miljøer. Især i de tætte sprogkontaktmiljøer kan man se manifestationer på sproglige indflydelser på mangfoldige niveauer. Interessant nok kan dette klart belyses gennem stednavne.

Materialet viser vejen

De seneste år har Statens kartverk gjort et stort stykke arbejde med at mangfoldiggøre stednavne brugt af vore urfolk og nationale minoriteter. I 2020 var der 31 500 kvenske og samiske stednavne i Kartverkets officielle dataset, svarende til 3 % af alle stednavne. Og tallet er siden da steget yderligere. Mange af disse er parallelle officielle stednavne til norske navnedannelser. Og netop sådanne stednavnepar kan man bruge til at undersøge sprogkontakt som fænomen.

Generelt kan man vælge at skabe et nyt navn uden syn for eksisterende navne på samme lokalitet, som fx i Raarvikhe – Røyrvik kommune, hvor den norsksprogede form Svensby, er navnet på samme bebyggelse som på nordsamisk kaldes Bávttit, og højdedraget i Lyngen kommune, der Middagsklumpen på sørsamisk hedder Gierkere. Disse er dog ikke udtryk for sprogkontakt og ikke genstand for denne artikel. Det vi skal se på er hvad som stednavne i kontakt kan fortælle os om graden af flersproglighed.

Grader af kontakt

Den kontaktlingvistiske forskning har vist at de forskellige kontaktmanifestationer beror på forskellige sproglige greb for at facillitere et fremmedsprogligt udtryks brug i ens eget sprog. Det er de samme strategier der anvendes uanset om det gælder vanlige ord eller stednavne. Stednavne har dog den fordel at de samtidig er geografiske størrelser, så man ved ikke alene hvad der er foregået og hvornår det er sket – man ved også hvor sprogkontakt har affødt et ny sprogligt udtryk.

Hver især siger det enkelte strategiske greb noget om dybden af kontakt og om niveauet af gensidig forståelse sprogene imellem. Den letteste og mest overfladiske grad af sprogkontakt er den hvor man kun tilpasser udtrykket lydligt til modtagersprogets fonetiske forudsætninger. Et eksempel på dette er det norske elvenavn Tana, der er en norsk lydlig tilpasning af det nordsamiske Deatnu, ’Storelv’, Snåase som den sørsamiske form af kommunenavnet Snåsa, eller Karasjok, en norsk tilpasning af nordsamisk Kárášjohka.

Selv om denne strategi er meget almindelig i norsk-engelsk sprogkontakt (som fx bløffe, kaps og køntri, lånt fra engelsk bluf, cap og country), er denne strategi faktisk ret sjældent set i norske stednavne. Et af problemerne med at optage lån i ens sprog, er at de gerne ikke følger sprogets egne etablerede normer for udtale og bøjning. Derfor er en sproglig strategi at erstatte et låns opfattede bestanddele med egensproglige. Det giver sig blandt andet udtryk i norske stednavne som Byluft, Hjemmeluft og Russeluft for de oprindelige nordsamiske stednavne Builuovta, Jiemmaluovta og Ruoššaluokta. Disse lån afslører gerne sig selv ved at deres betydningsindhold altid er mærkeligt og ofte virker absurd. Det at omtale et geografisk område som ’luft’ giver ikke betydningsmæssig mening!

Oversættelse vidner om tosproglighed

Heller ikke disse stednavnetilpasninger er særligt hyppigt forekommende – på trods af at det er denne type nordnorske stednavne der oftest fremhæves som kontaktfænomen. I stedet ser vi oftere tilpasningsstrategier der tyder på en langt dybere sprogkontakt og gensidig forståelse. En stor del af de stednavne med normerede navneformer på flere sprog er helt eller delvis oversatte. Derfor ser vi i Lyngen kommune navneparret Olderelva og dens nordamiske part Leibejohka, det lulesamiske Bajep-Tjævrrájávrre og Øver-Otervatnet i Fauske, samt nordsamiske Jámetgorsa der på norsk kaldes Dødningkløften. Alle disse navnepar er oversatte former af hinanden.

Oftere er der dog tale om delvise oversættelser, gerne af det lokalitetsbetegnende sidsteled, som den sørsamiske Pingkelejaavretjh pendant til Pinkelvatnan i Aarborte – Hattfjelldal kommune og sidsteledsoversættelserne i det kvenske Puntankurkkii og norske Puntafossen i Nordreisa – Ráisa – Raisi kommune. I disse tilfælde er kun sidsteleddet oversættelser af hinanden, og førsteleddet bliver blot tilpasset indlånssproget.

Implikationer og potentiale

For at disse navnepar kan eksistere, må der være udbredt tosproglighed i deres lokalområde og intim flersproglig forståelse for at kunne etablere oversættelser af lånenavne. Disse processer har aldrig været undersøgt til bunds, hvilket er ganske uforståeligt, siden urfolks- og minoritetssprog er sikret en sideordnet officiel status og derfor en sameksistens med norsk. Men for at sikre truede sprogs overlevelse, er det nødvendigt at vide hvordan de interagerer med hinanden og med majoritetssprogene. Og her kommer stednavnene ind som sikre, stedfestede manifestationer på sproglig kontakt – og kontaktfænomener der går meget langt tilbage i tid!

Det nordsamiske stednavn, Suolemak, er en oversættelse af det norske stednavn Soløy. På trods af det norske navns moderne form, går det tilbage til et oprindeligt norrønt Sólheimr. En form i Diplomatarium Norvegicum a Soolhæimum (DN VI, nr. 301) kan gennem det nordsamiske navn sikkert henføres til Soløy, da den nordsamiske form kun kan være dannet gennem et indlånsfænomen efter det føromtalte Byluft-princip. Den moderne norske form, Soløy, er sekundært udviklet fra norrønt Sólheimr og er tidligt så forvansket at navnets ophav ikke er synligt i dets kendte eftermiddelalderlige kildeformer, bort set fra den nordsamiske manifestation af navnet. Og dette er ikke den eneste anvendelsesmulighed. De forskningsmæssige muligheder i dette materiale er egentligt uendeligt. Det er bare at gå igang.

NOTE:

Denne artikel er denne gang forfattet på mit modersmål, dansk. Det gør jeg i protest mod stigende modstand mod den lovfæstede ret (jf. Språklova § 8 (https://lovdata.no/lov/2021-05-21-42/§8)) til brug af svensk og dansk i Norge på linje med norsk, senest udtrykt i Universitetsavisen af studenter ved NTNU (https://www.universitetsavisa.no/ntnu-sprak-sprakpolitikk/bor-prioritere-engelsk-over-svensk-og-dansk-1/208309). Mangfoldigheden længe leve!

Kilder:

Lov om språk, 21. mai 2021. https://lovdata.no/lov/2021-05-21-42

Norgeskart.no

Rygh, Oluf. Norske Gaardnavne : Oplysninger samlede til Brug ved Matrikelens Revision. 17 : Tromsø Amt. Kristiania, s. 37.

Statens kartverk. 2020. Stedsnavn. (Etatens officielle stednavnedatasæt)

Universitetsavisen, 25. februar 2022. Bør prioritere engelsk over svensk og dansk. https://www.universitetsavisa.no/ntnu-sprak-sprakpolitikk/bor-prioritere-engelsk-over-svensk-og-dansk-1/208309