Cataloniens kamp for selvstændighed: «Vi er et folk af fred»

Publisert:10. oktober 2017Oppdatert:10. oktober 2017, 15:12
Mennesketårn er en levende katalansk tradisjon, som også står på UNESCOs liste over den ikke-matrielle verdensarven. Foto: Privat

Catalonien er annet land, enn det som er blevet forsøgt beskrevet de sidste par dage i de norske medier generelt.

Catalonien er annet land, enn det som er blevet forsøgt beskrevet de sidste par dage i de norske medier generelt. Catalonien beskrives fejlagtig og ensidigt, udfra en pro spansk vinkling, uden journalistisk kritisk kommentering af hverken kilder eller informationsknaler. Denne artiklen vil ikke forsøge at helliggøre catalanerne eller frasige al form for ansvar for den eskalerede situation, men den catalanske side bør fremstilles for at vise et mere nuancert perspektiv.

Manglende kundskap og manipulert spansk information

Manglende kundskap om historiske, kulturelle og grunnlovsmæssige fakta, som devsærre går igen i en del artikler. Den spanske regering og den spanske presses manglende objektivitet, for ikke at bruge ordet manipulerende, i forhold til information som videre sendes til udelandske presse. Og det triste er netop de udenlandske mediers brug af denne information som taget for «god fisk». Ikke alle journalister har en motivation om at blive Rajoys «allierede» og meget skyldes i det vanskelige med primære kilder på et catalansk sprog, som ikke er så tilgængeligt som spansk. Samtidig handler det desværre også om en manipulerende informations strøm fra den spanske regering, som bevist har presset de spanske medier til at vise bare den ene side af konflikten.  Eksemplet er informationsrådet i TVE, som har klaget på den måde der blev fremstillet information på den 1 oktober og de vil have at direktøren går af på grund af manipulation og manglende journalistisk dækning af begivenheden

Konfliktens historiske oprindelse og baggrund

Konflikten om kampen for selvstændighed er ikke enkel at forklare da det er en både historisk, kulturel, politisk og social samfundskamp, som ikke er ensidig forståeligt eller motivert, for katalanerne selv. Catalonien har historisk set været et eget dømme, sammen med området Aragon siden cirka 1165 og indtil Spanien blev et samlet land i 1715. Navnet Catalonia står beskrevet i historiske bøger fra 1100 tallet. Denne perioden kunne uddybes men vigtigt er det at forstå at Catalunya havde det som svarer til et midelalderligt parlament, en grundlov og selvstyrende områder, langt mere veludviklet end Frankrig og England på samme tidspunkt. Landet har herefter blevet underlagt Spanien og har haft mere eller mindre dele af selvstyre og egne lover mht visse områder. Mest betydningfuldt er selvfølgeligt under dikataturet af Francisco Franco og det efterfølgende trasitions periode fra 1939 til 1975 og i de efterfølgende 4 år fra 1975-1979 under den spanske transitionsfasen. I de 30 årene var det catalanske parlamente var underlagt det spanske og både catalanske traditioner, sprog og demokrati blev undertrykt. Efter 1980 blev det catalanske parlament igjen lovligt og det første valg blev udskrevet i 1980.

I 1980 blev det nuværende regerende parti i Spanien grundlagt, PP (partido popular) med værdier som stammede fra Franco regeringen som konsekvens af det nye Spanien. Spaniens statsminister Mariano Rajoy er fra PP og i dette lyset er det enklere at forstå hans grunholdning til Catalonien.

Nyere catalansk selvstændighedkamp

I nyere tid er tanken og ønsket om øget selvstændighed kommet frem tydligere de seneste par år. Dette punkt er utrolig vigtigt at uddybe da det er blevet beskrevet i medierne som et rebelsk oprør med nuværende president Carles Puigdemont i spidsen. Det beskrives som at det catalanske folk er marionetter for en mands (læs presidentens) ønske om et oprør med den spanske stat. Denne fremstilling er så langt i fra sand som det går an. Udover at dette viser til et diskriminerende og nedværdigende menneskesyn med tanken om «mindre» udviklede folk som ikke tænker individuelt men bare følger massen, er det ikke sandt. Flere steder beskrives det af politikere og andre pro spanske tilhængere (i aftenspostens indlæg) hvordan catalanerne hjernevasker sine børn  på Catalanske skoler – ex miniter Alfonso Guerra sa  for nylig http://www.lavanguardia.com/politica/20171004/431785025893/alfonso-guerra-catalunya-psoe.html på spansk radio).

Oprøret handler både om en kombination af politisk mangel på dialog fra den spanske regerings side og en social bevægelsen som er blevet stærkere for hvert år siden 2003.

Det politiske billede i Catalonien siden 2003

I 2003 ved parlament valget blev det Pasqual Maragall i Mira (Catalanske sosialistisk partiet PSC) som blev præsident og tankerne og ønsket om dialog mellem Spania og Catalonia blev forstærket med det regerende partis linje, men blev hårdhændet afvist af den spanske regering. Under hans mandat blev den nye Estatut de Catalunya lavet, dette er normene som regulerer selvstyret i Catalonien. Teksten blev stemt for af den katalanske befolkning og havde forslag om mere selvstyre og ikke en så klar linje for løsrivelse. I 2006 fremlagde den sittende konservative spanske regering sammen med partiet Ciudadanos, den folkestemte nye katalanske grunnlov til den politiske valgte  konstitutionsdomstolen og fjernede og ulovliggjorde  mange af artiklene i Estatut. Lignende forslag, alle med ønsket om dialog blev fremsat i 2010, 2012 med et hørelses valg for at få en ikke-bindende afstemning som blev afholdt i 2014. Det efterfølgende valg i 2014 vandt de separatiske partier ikke med stemmer men med mandater og her blev Carles Puigdemont præsident. Det var egentlig forventet at hvis Carles Puigdemont parti, i sammenarbejde med de andre selvstændighedspartier, ville vinde valget ville catalonia blive erklæret selvstændigt, men siden valget blev vundet med mandater blev planen da udarbejdelsen af den aktuelle folkeafstemning for selvstændighed, for at lade folket bestemme. (Dagens regering, som har siddet siden september 2015, er sammensat af 2 politiske partier.  Junts pel Si, som fik 39,59 prosent  af stemmene og venstre radikal partiet,Candidatura d’Unitat Popular (CUP), som fik 8,21 prosent  af stemmene. Disse 2 partier som tilsammen har 47.8 prosent af stemmene, og har flertallet i catalanske parlamentet, gik til valg og lovet sine vælgere en folkefstemning om selvstændighed. Disse tall inkluderer heller ikke partiet Catalunya Sí que es Pot (CSQP) som har altid har støttet en folkeafstemning, men som har valgt at ikke possisjonere sig hverken for ja eller nej og har givet valgfrihed til sine vælger. Flere i ledelsen af dette partiet, som fik en tilslutning på 8,94 prosent, har nu åbent støttet Ja siden.)

Folkeafstemningen er direkte konsekvens af det mandatet de fik fra sine vælger. 

Så kombinationen af 14 års politisk fravær af ønske om dialog for mere selvstyre, den økonomiske krise og en stadig større modstand fra spansk politiks side mod Catalonien er en del af grunden til ønsket selvstyre. Samtidig er den kulturelle og sproglige del ikke at forglemme. Catalonien er et integrerende samfund og dette afspejles i at de pro europæiske partier som i regeringen.

Bevarelsen af egen kulturarv og underkendelse af love

Selvstændighedskampen har aldrig handlet om catalanerne mod immigranterne eller folk fra andre lande. De regerende partier er tværtimod pro europæiske og modstander af xenofobi og chauvisme. Hvilket som tidligere står beskrevet er i direkte modsætning med det regrende parti i Spanien, PP. Det handler om at ville bevare kulturen og give den videre til de nye catalanere og ikke ligger under for kultur dogmer bestem i Madrid. Et eksempel på dette er loven om tyrfægtning og underholdning med døde dyr, som er forbudt ifølge catalansk lov, men ifølge spansk regering strider dette lovforslag mod den spanske grundlov og beskyttelse af denne kulturen. Et klart eksempel på at love som vedtages i catalonien bliver forsøgt overstyret i Spanien, selv når de er imod alt hvad catalansk kultur står for. Der findes utallige eksempler på samme lov konflikter.

Det økonomiske aspekt og korruption i regeringspatiet, PP

Det påstås at flere har peget på at det vigtigste i folkeafstemningen ikke var løsrivelse men målet om højere skatte indtægter. Hvem er disse flere, hvorfor står der ikke beskrevet kilder? At påstå noget et svært problematisk i denne sammenhæng i så fald bør det henvises til kilder og deres autencitet. Flere andre artikler beskriver det som en grådigt catalansk selstyre med økonomien som det vigtigste for dem. Dette er endnu et bevis på manipulation fra den spanske regering og presse og henviser mere til det underliggende i den spanske motivation for at fastholde Catalonien, nemlig den økonomiske rigdom som er i landet og derfor deres manglende vilje til at give den økonomiske diamant fra sig.

Det økonomiske aspekt er vigtigt da betaling af skat er højere i end i andre områder af Spanien mens lovning og investering i for eksempel infrastrukturelle forbedringer har været tomme løfter. Desuden er det vigtigt at nævne at det spanske regerende parti, PP, desværre står for at være det mest korrupte i europæisk politik og diverse sager om korruption er blevet enten henlagt eller vigtige besviser er forsvundet på mistænkelige måder. Er det ideelt at et parti med de holdninger og den moralske grundbase skal repæsentere et land som Catalonien, der stræber efter dialog og et mere demokratisk land?

Ulovlig folkeafstemning?

I den spanske grunnloven er folkeafstemning IKKE ulovlig men folkeafstemninger kan være grundlovsstridige.  Denne artiklen med at folkeafstemninger er illegale blev annuleret under Zapateros regeringstid. Dette punkt er vigtigt for at beskrive, at en fremstilling af en folkeafstemning som afholdes ulovlig vil fremme folks sympati for de som vil annulere eller forbyde den. Det er en måde at retfærddiggøre politets magtmisbrug på og denne retorikken går igjen i de spanske aviser og til og med i den spanske konges tale til folket den 4.10.2017. 

Tidligere i EUs historie er det blevet givet dispensation for at et land kan blive selvstændig via egen erklæring, nemlig i Kosovo. Kosovo eksemplet studeres nøje i Catalonien, mens Spania, som et af de få lande i Europa, ikke anerkender Kosovos ret til selvstændighed. Et andet eksempel som er interessant er Slovenien som ikke forklares i denne artikel.

Catalonien som et undertrykt land?

Det hentydes til at catalanerne ikke er et undertrykt folk inden søndagens hændelser. Hvordan definere undertrykkelse? I en moderne stat og i et land som er i den europæiske union er demokratiet selve støtte pælen som EU læner sig op imod. Et undertrykt land kan undertrykkes via underkendelse af en bestemt kultur, sproget, den sociale rammeplan og egne sær egenheder. Hvordan kan et demokratisk land flere gange afgøre via domsafgørelser i Spanien at frie folkeafstemninger er ulovlige og underkende dem, når de ikke er ulovlige ifølge den spanske lov? Det er undertrykkelse at hindre folk i at ytre sig og her igennem også at vise sin mening ved folkeafstemninger. Det catalanske parlament har gennemført valg om love som siden er blevet underkendt i spansk parlament omhandlende; loven om «pobresa energetica» omhandlende den sociale fattighed, kønsligestilling, afskaffelse af tyrefægning grundet et ønske om bedre dyrevelfærd og som en anti catalansk aktivitet. Dette viser at det catalanske folk har nået toppen for at ville finde sig i at love underkendes i det spanske parlament og at det demokratiske gruns søjle har dybe rifter i strukturen. Catalonien vil have retten til at bestemme egne love og udføre dem, så vel som bevare deres kultur, sprog, institutioner og deres lovsystem. Dette er hvad valget handler om.

En catalansk folkebevægelse og fredelige demonstrationer

Siden 2010 startede det med folkemængder der protesterede mod underkendelsen af den nye catalanske grundlov, på cataloniens nationaldag den 11 september. Hvert år siden 2010 har der været afholdt fredelige demonstrationer med ønsket om en folkeafstemning.  Optil 3 millioner mennesker udaf en stat på cirka 7 millioner har demonstrert. Holdning om at catalanerne er oprører som slavisk følger deres præsidents ord og ønske om selvstændighed, uden selv at tag kritisk stilling til det selv, chokkerer mig. Chokkerert over den menneskelige holdning som det viser i forhold til den catalanske befolknings egen kapacitet for kritisk stillingstagen til en magt regerende. Denne holdning at de reagerer som masser er et uacceptabelt og nedværdigende udgangspunkt om catalanerne som en primitivt kultur og ikke selvtænkende individer. Dette som skræmmer mig mere end uvidenheden som udenforstående kan have. Dette er folkets ønske om at stemme demokratisk om egen fremtid.

EUs passivitet

Det mest skræmmende er dog EU passivisme som synes ingen ende at tage i forhold til tålmodigheden og tilliden til en som bryder med det grundlæggende princip i og artikler i EU; artikel 7 omhandlende «In March 2014, the European Commission adopted a new framework for addressing systemic threats to the rule of law in any of the EU’s 28 countries. The new rule of law framework is complementary to infringement procedures - when EU law has been breached - and to the so-called «Article 7 TEU procedure» which, at its most severe, allows for the suspension of voting rights in case of a «serious and persistent breach» of EU values by an EU country.»

De spanske mediers manipulation

De spanske medier reflektere den spanske regering på flere tydelige punkter, og der er nogen af disse eksempler som senere refereres til i udenlandske medier. For eksempel at den 1 oktober kl 21.00 bliver informeret om at der er skadet 844 civile, 19 spanske politi og 14 guardia civil. Et tal som senere hen florer som opp til 400 sårede politifolk…hvor kommer de nye tal fra? Hvordan er det muligt de udenlansdske medier godtar de nye tal uden at stille spørgsmål ved dem? Samme går igjen med valgresultaterne. Husk at stemmesedlerne blev destruert og nye måtte printes illegalt ud og derfor regner det catalanske regering med at cirka 670 000 ikke fik stemme sedler. Hvis det hertil lægges de som stemte men hvor urnene blev konfiskerede med magt, cirka 400 valgsteder og ligevel stemte 2  262 424 og 90 prosent stemte ja. Med lidt simpel udregning skal resten af dem som ikke stemte stemme næsten 10 prosent nei for at et ja ikke skulle vinde, om det havde været en «vanlig» folkeafstemning. Det forklares i flere medier at valget alligevel ikke var gyldig da så få stemte. Først tænk på den politi vold og den politiske pres som lå i luften flere uger forinden valget. Stemmesedler som blev konfiskert, officielle informations sider på nettet og på telefon om valgsteder blev nedlagt, urner som blev konfiskeret før valget og den frygt for ikke at møde vold.

Vold som et lovligt statsmiddel mod folkets ytringsfrihed

Den spanske forsvarsminister gik ud og fortalte at vold var blevet brugt på den måde den skulle, når det var nødvendigt. Er 70 politifolk til en bygd med 200 indbyggere nødvendigt? Vold som middel til at opnå et «samlet» Spanien er ikke legitimt og bør få konsekvenser for den spanske regering. Havde nordmænd stemt under disse forudsætninger? Igen spaniens øverste, forsvarminister, præsident Rajoy og Kongen går alle ud og forsvarer dette..er det så rart catalanerne vil væk. Francos spøgelse lever i bedste velgående og den som burde kastes du af EU er Spania ikke Catalonien.

Terrorist paragraffer brugt mod «seperatisterne»

Folket har stemt trods trusler om op til 15 års fængsel for at opfordre til valget, som altid har handlet om at afgive en stemme for enten ja eller nej. Hvad med voldsparagraffen mod egne befolkningsgrupper? Og alt det had som det har medført fra spansk politi og politik. Samtidig har der også været lyspunkter for Catalanien med åbenlys støtte fra andre områder i Spanien, som sætter tvivl om demokratiets model i dagens Spanien og som nægter at acceptere volden og diskrimineringen.

Fornægtelsen af fakta og nye former for manipulation af catalanernes ønske om en folkeafstemning

Det som er skræmmende er en til stadighed fornægtelse af fakta med hensyn til fakta. Og helt absurd er det at forklare at en demostration om folkets lyst til et samlet Spanien blev arrangert i helgen i Barcelona, bestod af folk fra andre områder i Spanien som blev fragtet afsted i busser. Hvordan kan det manipuleres til at vise at catalanerne vil have et samlet Spanien. De fredelige demonstranter som sang fascistiske sange, brugte vold mod de andre..helt modsat det som er set i demonstrationerne for valget. Hvad med fornægtelserne a infiltrerede folk fra spansk regerings side i både forskellige sociale medier, og i presse karbinettet, et socialt pres som gør folk utrygge. Hvordan kan EU se bort fra det udemokratiske i et land som bruger magt og retfærdiggøre det, mod egene landsmænd. At det politiske er komplicert er til at forstå men det vigtige er at beskrive at dette ikke handler og had fra catalanerne til spanierne, men et tillidsbrud til den spanske regering.

At Catalonien vil byge et land på demokratiske værdier og ikke et militærstyre med overstyring af de basale menneskelige rettigheder

Catalansk er et sprog som 90 prosent taler i Catalonien, hvoraf det er forskelligt i hvilke sammenhænge det bruges og som hoved sprog eller som sekundært sprog sammen med spansk. Catalonien er flere kulturelle institutioner på Unescos verdensarvs liste som er unikke for den catalanske del. At catalansk regering opfordrer til fred og dialog i modsætning til den spanske regering og en ikke folkevalgt konge som opfordrer til at slå ned en befolknings bevægelse med magt. Det er grundlæggende værdi forskelle som splitter de 2 landes kultur forståelse.

Som sidste absurd information skal det slås fast at dette valget ikke havde valg kampagne, at det forestående parlaments møde i morgen er blevet gjort ulovligt af den spanske domstol, uden at selve dagsordenen er blevet offenliggjort. Dette handler om et demokrati mod en autoritær stat. En dialog med mæglere fra EU er løsningen på den knude som hver dag strammes i Catalonien så spørgsmålet er hvor længe de venter på at træde ind på scenen, for knuden bliver strammet for hver dag og dette skaber dybe sår i både den spanske og den catalanske befolkning.