CMS - national rapportering og internationale ringvirkninger

Publisert:15. mars 2017Oppdatert:16. mars 2017, 14:57
Vidensdeling i selve forskningsprocessen er alfa og omega, og jeg kan ikke genkende Bagges beskrivelse af at filologer og historikere ikke arbejder sammen, skriver professor Lars Boje Mortensen. Foto: Dag Hellesund
SFF:

Jeg og mange andre har draget en lære af arbeidet med Center for Medieval Studies. Men bestemt ikke den lære at humanister ikke skal kaste sig ud i store samarbejdsprojekter. Store samarbejdsprojekter kan flytte forskningsfelter meget. Det giver også humaniora en tiltrængt legitimitet at spille med på den samme bane som samfunds- og naturvidenskaberne, skriver tidligere CMS-forsker Lars Boje Mortensen i dette innlegget.

Som tidligere ansat på UiB og som nuværende leder af et dansk Centre of Excellence har jeg med interesse fulgt debatten i På Høyden om SFFen Center for Middelalderstudier (CMS, 2003-12).

Jeg var selv forskningsleder af et delprojekt på CMS i den første periode – indtil 2007 hvor jeg gik over til anden stilling på Syddansk Universitet. Som jeg ser det var både strukturen og nogle af de valg der blev truffet undervejs meget problematiske, men jeg synes også at debatten har overset nogle af de positive langsigtede virkninger centret havde internationalt.

For mit lille fagområde, middelalderens latinske litteratur og filologi, var CMS en stor chance for samarbejde og ekspansion – og det gav også et nationalt udbytte: da jeg kom til UiB i 1992 var der én stilling inden for området. Det blev betragtet som et lille appendix til klassisk filologi. I virkeligheden er det middelalderens suverænt største litteratur – med relevans for alle andre middelalderlitteraturer, intellektuel og religiøs historie, middelalderhistorie og de store linjer i Europas kulturhistorie.

Debatten har overset nogle af de positive langsigtede virkninger centret havde internationalt

I dag kan Norge tælle tre stillinger i faget, alle besat med forskere med international status og netværk (Ommundsen og Conti i Bergen, Kretschmer i Trondheim).  At feltet nu bliver set som mere centralt er en direkte konsekvens af de muligheder vi havde i CMS for at fordybe os, rekruttere unge forskere – at give dem mulighed for at samarbejde og formulere nye projekter. At studere «middelalderens engelsk» giver selvfølgelig også mere mening i en humanistisk forskningsverden som bliver mere og mere international.

For mit eget vedkommende gav CMS det afgørende stød i internationalt samarbejde til at jeg indledte et tværfagligt projekt som førte til det center jeg nu er en del af (Odense/York) – som arbejder med en ny teoretisk fundering af studiet af middeladerlitteratur på europæisk plan.

Jeg og mange andre har draget en lære af arbeidet med Center for Medieval Studies

Dette er bare én af de internationale effekter af CMS – den jeg kan se fra mit lille hjørne – men jeg kender mange forskere som har været på kortere eller længere besøg på CMS, evt som postdocs, som har haft vigtig inspiration og et nyt netværk med sig videre ud i verden (fx er en tidligere postdoc er nu ansat i Berkeley, én i London, én i Cambridge).

Disse ringvirkninger er der ingen national rapportering som interesserer sig for – for de foregår uden for norske institutioner – men de må ikke glemmes når man diskuterer problemerne ved den institutionelle forankring CMS havde. (I parentes bemærket er der en fejl i interviewet med Sverre Bagge hvor Nordic Centre for Medieval Studies, NCMS (2005-10), nævnes. Det var ikke CMS som fik status som Nordisk center, det var et konsortium mellem UiB, Göteborg, SKS i Helsinki og SDU – et samarbejde som også fortsætter med at sætte nordiske spor).

Elfenbenstårnsmodellen var uden tvivl stærkt uheldig

Når der blev rejst, og stadig rejses kritik mod centret for også at have sat negative spor i UiB-miljøet, må dette aspekt tages med. Vist var det en fejl at tage så mange medarbejdere så længe ud af almindelig undervisning og andre kollegiale opgaver – og at isolere dem i et elfensbentårn. På et Humboldtsk universitet går der jo også en vigtig inspiration fra undervisning til forskning; men det var forskningsrådets konstruktion og havde som erklæret formål at fremme kvaliteten og internationaliseringen af udvalgte fagmiljøer. Efter mit bedste skøn blev denne opgave godt ivaretaget.

Det giver humaniora en tiltrængt legitimitet at spille med på den samme bane som samfunds- og naturvidenskaberne

Elfenbenstårnsmodellen var uden tvivl stærkt uheldig, og skabte de forventede problemer med fortsættelsen af centret på længere sigt. Allerede ved midtvejsevalueringen var bedømmerne opmærksomme på det, og det var ikke kun et spørgsmål om en misforståelse om hvorvidt lederen ville fortsætte, men også om manglende langsigtede organisationsplaner inden for centret og mellem centret og fakultetet.

Her kan du lese På Høydens øvrige artikler og debattinnlegg om SFF-ordningen.

Jeg og mange andre har draget en lære af dette. Men bestemt ikke den lære at humanister ikke skal kaste sig ud i store samarbejdsprojekter. Enkelt-kontor-forskningen i humaniora vil formentlig stadig overleve, men den er med rette marginaliseret.

Vidensdeling i selve forskningsprocessen er alfa og omega, og jeg kan ikke genkende Bagges beskrivelse af at filologer og historikere ikke arbejder sammen. Store samarbejdsprojekter, faste og løse, kan flytte forskningsfelter meget, men planerne skal selvfølgelig være designet til det og være klare på om de er hovedsagelig er teoretiske eller har mest vægt på at kortlægge nyt materiale.

Det giver humaniora en tiltrængt legitimitet at spille med på den samme bane som samfunds- og naturvidenskaberne og at kunne konkurrere om større nationale og europæiske midler osv.  Men først og fremmest bliver forskningskulturen og forskningsresultatere meget bedre i open access- og internetalderen hvis humanister opdrages til at konstant at udveksle perspektiver, også før de publicerer.